Samvær
Hvordan bliver samværet?
Det er afgørende for os på Borgmesterbakken, at familien oplever tryghed ved, at barnet/den unge bor på Borgmesterbakken. Vi bestræber os på, at forældre fortsat efter anbringelsen skal opleve sig som en vigtig del af barnets liv.
Det betyder, at Borgmesterbakken arbejder for, at forældrene har andel i beslutninger, som vedrører deres barn afhængig af dets alder.
Vi bakker op om, at forældre forsat deltager i diverse arrangementer vedrørende eks. skole eller dagtilbud. Vi sigter mod, at barnet/den unge har så meget kontakt med både familie og andet netværk, som muligt og giver mening.
Det er altid en mulighed at låne Borgmesterbakkens telefon, så barnet/den unge kan have telefoniske kontakt med familien. I tilfælde hvor forældre eks. opholder sig i udlandet, er det en mulighed at kommunikerer med deres barn via Borgmesterbakkens IPads.
Forældresamarbejde
For forældre kan det at få et barn anbragt ofte være forbundet med en følelse af skam og nederlag. Når et barn anbringes, kan der opstå en angst for, hvilken betydning anbringelsen har for relationen til barnet. Det er derfor vigtigt at forældre fortsat oplever sig som forældre til barnet/den unge. På Borgmesterbakken er vi klar over at alle forældre har gode intentioner på barnets vegne. Vi er også af den overbevisning, at alle forældre har ressourcer. Det er dem, vi tager udgangspunkt i, når vi bestræber os på at hjælpe både forældre og deres børn under anbringelsen på Borgmesterbakken.
Borgmesterbakken er ikke en anbringende myndighed. Det vil sige, at vi på ingen måde har været inde over beslutningen om at anbringe barnet/den unge. Vores opgave er bl.a. at støtte forældrene og hjælpe til, at der bliver en god kontakt mellem forældre og barn.
Det er vigtigt, at barnet/den unge oplever, at der er et godt samarbejde mellem forældrene og Borgmesterbakkens personale. Dette er afgørende for, at barnet kan genetablere eller vedligeholde en positiv kontakt til forældre og nære pårørende. Når barnet/den unge oplever et godt samarbejde, vil det mindske risikoen for at barnet/den unge oplever loyalitetskonflikt imellem familien og Borgmesterbakkens personale.
Forældreorganistationen FBU
FBU er en landsdækkende frivillig social forældreforening, som b.la. støtter og rådgiver forældre, der har børn anbragt udenfor hjemmet.
FBU arbejder for, at forældre mødes med anerkendelse og respekt og betragtes som aktive deltagere i deres børns liv. FBU arbejder desuden for, at den offentlige støtte til børn og deres familier forbedrer deres vilkår. FBU ser familien som en helhed samtidig med at “barnets bedste” er i fokus.
På FBU's hjemmeside kan du finde telefonnummer og åbningstider for FBUs anonyme telefonrådgivning.
Forældres oplevelser
Hvordan føles det, når ens barn bliver anbragt?
Der findes lige så mange svar på ovenstående spørgsmål, som der findes forældre. Alligevel er der ting, der går igen hos mange forældre til anbragte børn – bekymringen for at blive sat ud på et sidespor og følelsen af ikke at slå til.
I artiklen kan I læse hvordan Najas forældre oplevede datterens anbringelse på Borgmesterbakken. Måske I kan kende jer selv i nogle af deres tanker og følelser.